Der var ingen forsoning i Venstres Folketingsgruppe fredag eftermiddag dagen, før weekendens landsmøde gik i gang. Hverken finansordfører Peter Christensen eller kommuneordfører Leif Mikkelsen, som torsdag blev sat på plads af beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen, ønskede at kommentere de seneste dages ophedede debat om, hvilken vej Venstre skal udvikle sig i.
¿Vi skal diskutere et nyt principprogram til landsmødet, og der skal være plads til at diskutere, hvilke politiske pejlemærker, vi bevæger os efter. Men de personangreb, der har været de sidste par dage, har jeg ingen kommentarer lige nu,¿ siger Leif Mikkelsen.
Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen slog i et interview i Information fast, at den midtersøgende linje, som Anders Fogh står for, ikke er til diskussion, og han beklagede kritikken fra de mere liberale røster i partiet.
¿Selvfølgelig er der forskellige opfattelser af, hvad liberal politik er, men på weekendens landsmøde vil det vise sig, at Pind, Mikkelsen og Christensen er i stort mindretal,¿ siger Claus Hjort Frederiksen.
Rundt om i landet tager flere Amtsrådsformænd fra Venstre splittelsen i Folketingsgruppen med ro.
¿Der er nogle kommentarer, jeg gerne så udeladt, men jeg har respekt for medlemmer, der har en anden indstilling, og jeg forventer da, at høre fra dem på, hvilke områder de mener, vi har tabt liberalt fodfæste,¿ siger formand for Venstre i Københavns Amt, Lars Stolshøj.