3,5 kilo, 30 kugler og 7.000 kalorier. Serveret i en gigantisk vaffel med både flødeboller, softice og guf på toppen.
Dette monster af en is, som angiveligt er Danmarks største af slagsen, finder man hos Humlum Camping i Vestjylland.
Den koster 250 kroner, og den er ikke for alle og enhver. Ifølge TV MIDTVEST har cirka 40 personer prøvet kræfter med isbjerget - og indtil videre er det kun lykkedes for to personer at få hele herligheden spist.
Den seneste til at besejre isen blev den 40-årige pædagog Jesper Jensen, der havde hørt om den store vaffelis og mente, at han kunne fortære den på cirka 10 minutter.
TV MIDTVEST var på plads for at følge udfordringen, og du kan se reportagen her:
- Jeg har ikke fået middagsmad, så det skal nok gå. Det er jo gratis is, hvem er ikke klar til det, så jeg er meget klar, lød det fra Jesper Jensen til tv-stationen, inden han tog kampen op.
Efter en optimistisk start begyndte tempoet at dale cirka halvvejs.
- Jeg har forfrysninger, og jeg kan ikke mærke min tunge. Jeg var mæt for et par bidder siden, men jeg bliver nødt til at gøre det, sagde han til TV MidtVest.
Og til sidst lykkedes det så - med isen drivende ned af både ansigt og hænder - at synke den sidste bid is. Jesper Jensen fik fortæret Danmarks største is i tiden 26 minutter og 42 sekunder - men de 7.000 kalorier satte sig spor.
- Jeg har det ad helvedes til. Virkelig. Jeg har det virkelig skidt. Jeg tror jeg skal kaste op, lød det fra Jesper Jensen.