Burgere får dagligt skylden for, at vi alle sammen bliver tykkere. Men synderegisteret stopper slet ikke der. De mange klumper kød, som ligger inde i bolle og dressing, er også medskyldige i den globale opvarmning.
Hvis bare folk i de rige lande dropper at spise kød svarende til én burger hver dag, vil det have en mærkbar positiv virkning på den globale opvarmning. Det skriver det videnskabelige tidsskrift The Lancet.
Landbruget står for en femtedel af de globale udslip af klimagasser - lige så meget som industrien og mere end transportsektoren.
Og langt det meste af landbrugets udslip - hele 80 procent - kommer fra kødproduktion. Det skyldes først og fremmest store udslip af den kraftige gasart metan.
Mennesker i rige lande spiser i gennemsnit 200-250 gram kød om dagen, mens folk i fattige lande nøjes med en tiendedel - 20-25 gram om dagen, skriver The Lancet.