Hele verden behøver ikke opgive kød for, at vi kan nå vores klimamål. Det er en af konklusionerne i en ny rapport, som er offentliggjort i tidsskriftet Science.
- Vi kan spise bedre og sundere fødevarer. Vi kan forbedre, hvordan vi dyrker mad. Og vi kan lave mindre madspild, siger rapportens forfatter professor Jason Hill, University of Minnesota, USA.
Forskergruppen fra USA og Storbritannien konkluderer blandt andet andet, at alene madspild i hjemmet og på restauranter samt ved at give mad til den fattige del af verdens befolkning, vil eliminere næsten 400 milliarder ton drivhusgasser.
Det skal sættes op mod, at forskergruppen har beregnet, at fødevareproduktionen over de næste 80 år vil udlede næsten 1,5 billioner ton drivhusgasser.
Et næsten fuldstændigt skifte til en planterig diæt overalt i verden kan skære næsten 720 milliarder ton drivhusgasser af den estimerede udledning.
Bemærkelsesværdigt er det, at forskerne er kommet frem til, at hvis næsten alle spiste det rigtige antal kalorier baseret på deres alder (omkring 2.100 kalorier om dagen for mange voksne) ville det betyde en udledning på omkring 450 milliarder ton drivhusgasser mindre.
Effektivisering i landbruget - blandt andet mindre gødning og bedre sædskifte - og øget udbytte gennem genetik vil også have en stor effekt på udledningen af drivhusgasser.
Således vil middelhavskost med mindre kød og animalsk fedt kombineret med mindre portioner være vejen frem for reducering af drivhusgasserne.
En ikke uvæsentlig sidegevinst er, at netop middelhavskosten vil gøre folk sundere.
- Rapporten viser, at en blanding af forskellige adfærdsmæssige og teknologiske løsninger kan gøre en reel forskel, siger klimadirektør Zeke Hausfather, Breakthrough Institute til Science.