Et kvarters adrenalinskud med spil på en russisk volleyball-kamp eller et hurtigt bud på, hvornår kronprins Frederik overtager tronen. Det kan være nogle af de spilletilbud, som et brud med det danske spilmonopol resulterer i.
I et nyt lovforslag fra regeringen giver udenlandske udbydere mulighed for at åbne butikker i Danmark. Det betyder flere fristelser for gamblerne og dermed flere ludomaner.
"Når der kommer flere spiludbydere på markedet, og spiludbuddet i Danmark bliver mere synligt, så kan man forestille sig, at antallet af spilafhængige personer vil stige," siger Michael Bay Jørsel, der leder Center for Ludomani, til Nyhedsbureauet Newspaq.
Og der vil komme flere muligheder for de spillelystne danskere. I hvert fald når Ladbrokes åbner spillebutikker i Danmark, som planen er, hvis lovforslaget bliver vedtaget.
"Via vores butikker skal vi da ind og finde på en masse nye ting, som vi kan tilbyde danskerne. Det er klart, at vi skal udnytte muligheden for at tage konkurrencen op med Danske Spils butikker," siger landechef i Ladbrokes Richard Funch til Newspaq.
Selv om butikkerne formentlig vil friste flere gamblere, så håber Center for Ludomani, at lovforslaget kommer igennem, når det bliver fremstillet i Folketinget til efteråret.
"Ved at give de udenlandske spiludbydere, der søger og opnår licens på dansk grund, de samme vilkår at operere under som Danske Spil, så kan man i højere grad kontrollere et ellers ukontrollerbart marked. Og det er væsentligt," siger Michael Bay Jørsel.
I lovforslaget er der ifølge Berlingske Tidende lagt op til, at de udenlandske spiludbydere skal betale to til tre millioner om året for licensen og 15-20 procent af alle de penge, der kommer ind på spil til staten.
Michael Bay Jørsel håber, at nogle af de penge bliver sendt hans vej i takt med, at der bliver mere at lave for Center for Ludomani.
"Sidste år var der 15 millioner kroner til fordeling til behandling af ludomani. Af de 15 millioner fik vi 9,9," siger centerlederen, der i år har ca. samme beløb at drive centret for.
Samtidig har han indstillet over for regeringen, at der bliver lavet en forebyggelsesindsats mod ludomani, da der ikke findes nogen på nuværende tidspunkt. Det kunne meget passende tænkes med i ophævelsen af spilmonopolet, mener Michael Bay Jørsel.