Fodboldklubben AaB kommer ud af første halvår i 2016 med et overskud på 10,9 millioner kroner.
Det oplyser klubben i en fondsbørsmeddelelse.
Regnskabet er dermed væsentligt bedre end for samme periode sidste år, hvor klubben kom ud af det første halvår med et underskud på 400.000 kroner.
Det er blandt andet salgene af den litauiske angriber Lukas Spalvis og danske Nicolaj Thomsen, der har været med til at sikre AaB overskuddet.
Klubbens transferaktiviteter i første halvår af 2016 har således givet et overskud på 12,5 millioner kroner. Beløbet var 700.000 kroner i samme periode i 2015.
Den danske klub har oplevet et fald i omsætningen på 5,4 millioner kroner, som sidste år kom i kassen i forbindelse AaB's Europa League-kampe. Faldet opvejes dog af en stigning i sponsorindtægter, nationale tv-indtægter og salg fra boder og af merchandise.
Eksterne omkostninger og personaleomkostninger ligger på nogenlunde samme niveau som i samme periode sidste år, henholdsvis cirka 16 millioner og 21,7 millioner kroner.
Klubben oplyser, at man fastholder forventningerne for regnskabsåret 2016, og at der derfor forventes et overskud på mellem fem og 10 millioner kroner.
/ritzau/