Fodboldspillerne i den bedste engelske række, Premier League, får en vinterpause. Det bekræfter Premier League på sin hjemmeside.
Vinterpausen træder i kraft fra 2019/2020-sæsonen.
Pausen kommer til at ligge i februar og varer i cirka to uger. Der vil dog stadig blive spillet kampe hver weekend. Der vil blive fem kampe i den første weekend og fem i den næste, så alle holdene får en pause.
- Dette er et vigtigt øjeblik for engelsk fodbold og noget, som jeg tror, vil give stor fordel både for klubberne og landet.
- Det er ingen hemmelighed, at vi har en overbelastet kalender, og i de seneste år har arbejdet med hele branchen for at finde en løsning, siger Martin Glenn, der er direktør for fodboldforbundet i England (FA), til Premier Leagues hjemmeside.
Pausen ligger i februar, så spillerne kan få "en yderst tiltrængt vinterpause, mens vi samtidig beholder den yderst elskede juleprogram", lyder det fra Martin Glenn.
Man afskaffer desuden mulige returkampe i FA Cuppens femte runde, så hvis kampene ender uafgjort, vil de gå i forlænget spilletid og eventuelt straffesparkskonkurrence.
Manglen på en hvileperiode er ofte blevet brugt som forklaring på, at det engelske landshold har det svært ved VM- og EM-slutrunder, fordi spillerne efter en lang sæson er tappet for energi.
Organisationen bag Premier League oplyste tidligere i år, at den længe har været i drøftelser med FA og EFL (Englands pendant til Divisionsforeningen, red.) om den stadigt mere overbelastede fodboldkalender.
Også mange af de udenlandske managere i Premier League har kritiseret den engelske tradition, som de mener er del af forklaringen på, at klubberne ofte klarer sig dårligt i slutfasen af Champions League.
Manchester Citys Josep Guardiola opfordrede i januar FA til at lade spillerne få et pusterum.
- Alle har set, hvor mange skader vi har fået de seneste uger. Vi ender med at tage livet af spillerne, sagde han.
/ritzau/