Spillerforeningen har konstateret, at fodboldklubben FC Vestsjælland oplever økonomiske problemer, som det også har været meldt ud i flere medier.
Mandag kom det frem, at FC Vestsjælland ikke har udbetalt spillernes løn for november, og at klubben, der er placeret på sidstepladsen i 1. division, begæres konkurs.
I forbindelse med den nuværende situation i FC Vestsjælland, er Spillerforeningen i gang med at opdatere spillerne om situationen og rådgive dem om deres muligheder.
- Vi er ligesom den øvrige omverden opmærksomme på situationen i FC Vestsjælland.
- Vi er derfor i tæt kontakt med FC Vestsjælland-spillerne for at vende deres situation i forhold til klubben, siger Thomas Lindrup, formand i Spillerforeningen, i en pressemeddelelse.
- Vores primære opgave er at opdatere spillerne om den nuværende status og rådgive dem i forhold til det videre forløb, siger Lindrup
Spillerforeningen har ikke yderligere kommentarer.
/ritzau/