Spillere ville betale for AGKs overlevelse

Spillere og sponsorer havde en plan klar, der ifølge Kasper Hvidt ville kunne have kørt AG København videre.

Den tidligere så succesrige og nu konkursramte håndboldklub AG København kunne være blevet reddet.

Da AGK-spillerne hørte om konkursen enten fra OL i London eller i træningslejren på De Kanariske Øer, iværksatte de nemlig en redningsplan.

Det fortæller målmand Kasper Hvidt.

- Vi satte en redningsplan i gang, og jeg kan sige, at det med alle spilleres opbakning - også dem, der er i London - og med fantastisk støtte fra klubbens sponsorer lykkedes at skabe et økonomisk grundlag for at føre klubben videre, fortæller Kasper Hvidt til politiken.dk.

- Og det ville endda være med et bedre og stærkere budget, end det der ellers har været i klubben. Mange var parate til at skyde store pengesummer ind i AG København, og samtlige spillere var indstillet på at blive, siger den tidligere landsholdskeeper.

Spillerne fik også skaffet de 100.000 kroner, som skulle indbetales til Dansk Håndbold Forbund for at få lov at starte i turneringen.

- Men det var for sent. Desværre, siger Kasper Hvidt.

Målmanden har tidligere rost klubejer og storinvestor Jesper "Kasi" Nielsens projekt i AG København i store vendinger.

Men nu er han skuffet over, at spillerne ikke i tide fik at vide, hvor skidt det stod til med økonomien.

- Familien Nielsen har givet klubben nogle gode år, men nu må jeg konstatere, at familien totalt har svigtet de ansatte - og det er årsagen til, at omkring 40 medarbejdere nu står på gaden, siger Kasper Hvidt.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.