Spillelystne danskere kan nu placere deres odds på, hvornår de tror, at Ungdomshuset i København bliver ryddet af politiet.
Egentlig skulle Ungdomshuset på Jagtvej 69 i København have været ryddet 14. december, men politiet valgte at udskyde rømningen uden at sætte ny dato på. Og det er blandt andet den dato, der nu kan spilles om.
Ifølge bookmakere fra virksomheden Betsson sker det med mindst sandsynlighed i december og med størst sandsynlighed i februar.
Der er derfor odds 17,00 på, at politiet forviser beboerne inden nytår og odds 2,75 på, at det først sker i februar. Det betyder, at spiller man for eksempel 50 kroner på, at huset ryddes i februar, kan man tjene 137,50 kr. Overrasker politiet og rydder huset allerede før nytår, kan man tjene 850 kr. på det samme indskud.
Derudover kan man også spille på, om det sker i januar eller marts, eller på om beboerne får lov til at blive til efter 1. april.
Betsson beskæftiger sig mest med sportsvæddemål og kasinospil på nettet, men det har altså ikke afholdt virksomheden fra at lave et spil med Ungdomshuset.