For en uge siden satte det danske retsvæsen et punktum for diskussionen om Danske Spils monopol-status i Danmark. Det er fuldt ud lovligt og i god overensstemmelse med EU-lovgivningen, lød det fra domstolene.
Men de internationale spilselskabers fremmarch i Danmark er godt i gang med at underminere Dansk Spils monopolstatus, skriver Berlingske Nyhedsmagasin fredag.
»Man bliver ved med at kalde det for »monopolet«, men det er reelt væk. Der er monopol på lotto, men ikke på online poker og sportsvæddemål,« siger Holger Kristiansen til Berlingske Nyhedsmagasin. Han er direktør for bookmaker-selskabet Bet24 og tidligere chef for Danske Spils sportsspil.
Ifølge en rapport fra Finansministeriet bruger danskerne nu 27 milliarder kroner på pengespil som poker og sportsvæddemål ? et beløb der er støt stigende, mens Danske Spils markedsandel falder med samme hastighed.
»Hvis liberaliseringen kommer, vil situationen ikke være meget anderledes end nu. Der er en rasende konkurrence, og det kan dårligt nok blive værre,« siger informationschef hos Danske Spil, Thomas Rørsig til Berlingske Nyhedsmagasin.
De udenlandske bookmakere har bedre råd til at give kunderne bedre odds på sportskampe, fordi de ikke skal sende store dele af overskuddet videre til tipsmidlerne. Samtidig opererer visse af dem fra Malta og Gibraltar, hvor både lovgivningen og skatten er væsentlig mere liberal end i Danmark og de øvrige EU-lande.