Jo mere man spiller computer, des hurtigere reagerer man i
trafikken. Det viser ny svensk forskning.
Forskerne fik ideen til studiet, da de tilfældigt faldt i
snak med en kørelærer over en frokost. Han fortalte om en elev, som havde
overordentligt gode evner bag et rat. Han havde ikke kørt ret meget bil, men
var til gengæld garvet i at spille bilspil på sin computer.
Forskerne blev nysgerrige og spurgte 60 elever på tre
forskellige køreskoler om deres spilvaner og deres interesse for computer- og
konsolspil.
- Dem, som spillede meget computerspil, fik målbart bedre
bedømmelser. De var mere opmærksomme og tog hurtigere beslutninger, siger forsker
Henrik Engström til aftonbladet.se.
Undersøgelsen afkræftede også teorien om, at
computerspillere kører mere aggressivt end andre.
Forskerne vil nu arbejde på at indarbejde bilspil i
køreundervisningen.
Den nye viden kan i fremtiden betyde, at folk, som spiller
meget på computer, kan få billigere forsikringer. Det svenske
forsikringsselskab Länsförsikringar har finansieret undersøgelsen, men har
endnu ikke besluttet, om priserne på ansvarsforsikringer falder.