Bare to dage før sin 29-års fødselsdag er den britiske skuespiller Lucy Gordon fundet livløs i sin lejlighed i Paris, bekræfter fransk politi.
Lucy Gordon medvirkede i Spider Man 3 og kan til næste år ses i den biografiske film 'Serge Gainsbourg: A Heroic Life', som hun ifølge sin far var utrolig glad for at medvirke i.
"Hun syntes, at hele holdet var fantastisk kreative og meget støttende," fortæller hendes far Richard Gordon, der udtaler sig på familiens vegne.
"Vi har altid været meget stolte af af hende og alt det, hun har nået. Hun var en elskelig, generøs, uselvisk person, som gav alt for andre og tænkte på andre før sig selv," siger han ifølge BBC.
Politiet mener, skuespillerinden tog sit eget liv. Hendes kæreste fandt hende hængende død i lejligheden.