Hvad fans har ventet på i årevis, skete langt om længe lørdag aften: Spice Girls blev genforenet. Dog kun for en enkelt aften – foreløbigt.
Victoria Beckham alias Posh Spice fyldte 50 år og lod sig fejre på den private klub, Oswald’s midt i London. Og på gæstelisten var såmænd de fire andre medlemmer af Spice Girls – det skulle være første gang i årevis, alle fem var samlet igen.
Pigerne morede sig storartet og nøjedes ikke med høfligt at konversere de andre berømte gæster, der blandt andet talte Tom Cruise og Salma Hayak.
For pludselig indtog de alle fem scenen og dansede og sang sig gennem hittet ”Stop”, en optræden, som fødselarens ægtemand, David Beckham, optog og siden delte på sin instagram. Se det her.
Den uforudsete optræden har fået et engelsk bookmakerfirma, Coral, til sænke odds på en egentlig gendannelse af gruppen i løbet af i år, samtidig med at der spekuleres i et kommende comeback-album.
Spice Girls blev dannet i 1994 og gruppen hærgede hitlisterne op gennem 90’erne, inden de officielt brød med hinanden i 2001.
I 2012 blev gruppen kortvarigt gendannet i forbindelse med OL i London i 2012, og i 2019 tog fire af kryddersildene på Europa-turné. Dog uden Victoria.