AC Horsens-lejren var som altid efter en sejr glade og tilfredse med resultatet af 2-0-kampen mod Sønderjyske mandag. Alligevel fyldte de mange misbrugte chancer det meste for træner og spillere.
I Haderslev havde østjyderne nemlig et hav af chancer de første 25 minutter - men kun én scoring på tavlen. Efter pausen bød kampen ligeledes på store chancer til østjyderne.
- Vi snakkede om i pausen, at vi skulle straffe dem. Men det gjorde vi heller ikke i anden halvleg, siger Martin Spelmann til TV2 Sport.
- Vi skulle have givet dem en røvfuld på fire-fem mål.
Martin Spelmann scorede selv til 2-0 på straffespark begået mod ham selv af den tidligere AC Horsens-spiller Niels Lodberg.
Straffesparket var korrekt dømt, mener Spelmann selv, men han har ikke nogen glæde ved, at det var Lodberg, der stod bag.
- Arh, jeg synes, Lodberg er en flink fyr. Så jeg er lidt træt af, det lige var ham, siger Spelmann.
Træner Johnny Mølby er enig med Spelmann i, at AC Horsens skal være mere effektive.
- Vi skal selvfølgelig være betydeligt mere effektive foran mål, for vi skulle jo have lukket kampen meget før, siger Johnny Mølby til TV2 Sport.
Og AC Horsens skal hjem og øve sig foran målene på træningsbanen inden torsdagens returopgør i kvalifikationskamp til Europa League mod svenske Elfsborg.
- Vi skal være skarpere, for vi får slet ikke så mange chancer deroppe, siger Mølby.
Første kamp mod Elfsborg endte 1-1.
/ritzau/