Spekulant får fængsel og millionbøde

Ejendomsspekulanten Martin Klüts skal tre et halvt år i fængsel og af med en millionbøde.

En kendt ejendomsspekulant skal nu i fængsel. Martin Klüts, der på et tidspunkt beherskede flere end 200 ejendomme, er af Københavns Byret fredag fundet skyldig i grov økonomisk kriminalitet.

Retten idømte Klüts fængsel i tre år og seks måneder. Derudover skal han betale en bøde på 4,9 millioner kroner.

Den 40-årige Klüts var blandt andet tiltalt for skyldnersvig, fordi han overdrog tre luksusbiler til sin hustru og dermed påførte andre store tab.

Desuden skjulte han fire kostbare malerier for kuratorerne i konkursboet. I alt løb skyldnersviget op i næsten syv millioner kroner.

Manden er også dømt for at snyde skattevæsnet for adskillige millioner kroner, ligesom han brugte falske dokumenter, hedder det i den anklage, som Københavns Politi har rejst mod ham.

Tre falske dokumenter gav desuden et misvisende billede af Ejendomsselskabset Sandgårdens køb af vin for mere end to millioner kroner, hedder det i anklageskriftet.

Klüts blev kendt som ejer af luksussommerhuset Sandgården i Hornbæk, og hans ejendomsselskab havde hovedkvarter i en palæejendom på Ryvangs Allé i Hellerup.

Sammen med en række andre forretningsmænd var Klüts involveret i ivrig handel med ejendomme, hvilket belastede flere banker meget hårdt.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.