Skænderi, mobning og udstødelse. Det unge teenageliv kan byde på mange udfordringer, men der findes også en måde at undgå dem på.
Det mener 16-årige Laura Rasmussen fra Præstø.
Hun har været spejder i De grønne pigespejdere i ni år, og det har lært hende en masse om at tackle pigeproblematikker.
- Jeg har lært rigtig meget om pigeproblemer i min tid som spejder, for det er der rigtig meget af i sådan nogle grønne pigespejdere.
- Man bliver nødt til at kunne gå på kompromis engang imellem, og det er en rigtig god ting at kunne det, fortæller hun.
I det hele taget har spejderlivet været med til at opdrage og udvikle den unge spejder i hendes teenageår.
- Jeg har lært at tage ansvar og finde ud af rigtig mange ting. Jeg er blevet selvstændig, og jeg har lært at samarbejde, og hvordan man holder et godt venskab ved lige, selvom man ikke hele tiden ser hinanden.
- Og så udvikler man sig selv personligt og lærer en helt masse ting, så det, synes jeg, er rigtigt sejt, siger hun.
Idéen til at blive medlem af De grønne pigespejdere kom dog ikke fra Laura Rasmussen selv.
- Jeg startede til spejder, fordi min mor syntes, det var en rigtig god idé, fortæller hun.
Men da hun først var startet, var der ingen vej tilbage. Laura Rasmussen var blevet vild med det.
- Jeg fik en masse nye bekendtskaber og veninder, som også gik til spejder, og min bedste veninde går også til det.
- Det er en måde, hvorpå man kan se hinanden hver uge, og man kommer tættere sammen på turene. Det kan jeg rigtig godt lide, siger Laura Rasmussen.
Hun deltager i denne weekend og næste uge i Danmarks største spejderlejr nogensinde, der finder sted ved Holstebro. Her kan Laura Rasmussen møde både gamle og nye bekendtskaber blandt de 35.000 deltagere fra både ind- og udland.
/ritzau/