I sommeren 2015 ransagede politiet en tidligere spejderleders hjem på Ærø. I hans hjem i byen Marstal fandt efterforskerne en omfattende samling af børnepornografisk materiale.
På et USB-stick, en bærbar computer og en ekstern harddisk havde den 32-årige mand samlet 2.548 billeder og 885 børnepornografiske film.
Nu er manden dømt for besiddelse af det store børnepornografiske materiale, skriver Fyens Stiftstidende.
Manden erkendte sig skyldig uden forbehold og blev i sidste måned idømt 60 dages betinget fængsel af Retten i Svendborg. Retten havde lag vægt på, at manden ikke havde delt eller distribueret materialet til andre. Det fremgår af domsudskriften, som avisen har fået indsigt i.
Slut med at være spejderleder
Manden er tidligere spejderleder hos den lille spjderklub Ærø Spejderne. Men han er nu frakendt retten til at beskæftige sig med børn og unge under 18 år i de næste fem år.
Den straf, han har fået, er desuden betinget af, at han er under tilsyn af Kriminalforsorgen i to år, og at han indgår i et behandlingsforløb.
Bestyrelsesformanden i spejderklubben, Lizanne Friis, understreger over for Fyens Stiftstidende, at den 32-årige mand aldrig har været alene med børnene, og at ingen i spejderklubben havde fattet mistanke.