Spejdere skal tale sandt og dele med andre.
Men spejderbevægelsen Sct. Georgs Gilderne har ikke levet helt op til deres ed. Over en årrække har spejderne snydt en række kommuner for millioner af kroner, skriver Nyhedsmagasinet Danske Kommuner på torsdag.
Sct. Georgs Gilderne tilbød i 1960 erne at hjælpe kommunerne med at passe børn i daginstitutioner. Kommunerne betalte lønnen til personalet samt lånene til at bygge institutionerne.
Da lånene begyndte at løbe ud i år 2000, ændrede fonden bag spejderbevægelsens ejendomme, Sct. Georgs Fonden, pludselig vilkårene og begyndte at opkræve husleje af kommunerne – som allerede havde betalt for bygningerne.
Dom i Højesteret
Flere kommuner betalte bare huslejen, men sidste måned slog Højesteret fast, at Sct. Georgs Fonden ikke kunne opkræve husleje af den tidligere Nykøbing-Rørvig Kommune på bygninger, som kommunen selv havde betalt.
Nu er en række andre kommuner på vej med erstatningskrav.
»Det økonomiske roderi i Sct. Georgs Fonden er så uigennemsigtigt, og transaktionerne så usædvanlige, at vi undervejs overvejede en politianmeldelse,« siger kontorchef i kommunernes Landsforening, Karsten Thystrup, til Danske Kommuner.