Den amerikanske spejderbevægelse Boy Scouts of America (BSA) har indgået et forlig på 850 millioner dollar med titusindvis af tidligere drengespejdere, der beskylder bevægelsen for seksuelle overgreb.
Forligsbeløbet svarer til omkring fem milliarder kroner.
Mændenes anklager mod BSA går flere årtier tilbage. Mange stammer fra 1960'erne og 70'erne.
I et dokument, som BSA har indgivet til den amerikanske konkursret i Delaware, fremgår det, at forliget sikrer erstatning til omkring 60.000 mænd og drenge.
I dokumentet står der også, at forliget kan danne ramme for globale løsninger på andre fremtidige erstatningskrav.
Forliget skal dog først godkendes af en dommer, før pengene kan udbetales, og det kan møde modstand fra forsikringsselskaber, som vil være forpligtet til at punge ud.
Spejderbevægelsen, der blev grundlagt i 1910, har 2,2 millioner medlemmer i alderen 5 til 21 år.
Sagerne mod bevægelsen er blevet indgivet siden 2012, især efter at flere amerikanske delstater udvidede forældelsesfristen i sager om seksuelt misbrug af børn.
BSA indgav en konkursbegæring i februar sidste år i forbindelse med hundredvis af søgsmål med anklager om seksuelt misbrug begået af spejderlederne.
Konkursansøgningen dækkede den nationale organisation, men ikke de tusindvis af lokale organisationer.
/ritzau/