Politiet betragter fundet af en død person i Vestskoven som mistænkelig og efterforsker derfor sagen som en mulig forbrydelse.
I aftes var en gruppe unge DDS-spejdere i gang med at samle skrald i Vestskoven i Albertslund, da de ved Herstedvestervej gjorde en skræmmende opdagelse.
Der lå en død mand i skoven.
"Vi arbejder nu på højtryk med at efterforske sagen. Bl.a. håber vi på, at dagens obduktion kan hjælpe os med at identificere omkomne," siger vicepolitikommissær Steen Ørskov Larsen.
Liget bærer præg af at have ligget på stedet i længere tid, men der er tale om en spinkel mandsperson, lyder det fra politiet.
Liget er blevet kørt til retsmedicinsk klinik på Rigshospitalet, hvor manden skal undersøges nærmere for også at kaste mere lys over omstændighederne omkring dødsfaldet.
I aftes arbejdede politiets teknikere i Vestskoven for at lede efter spor på stedet, hvor liget blev fundet.