Der er god grund til at overveje det en ekstra gang, inden du giver dit barn en spegepølsemad med i madpakken.
Syv af otte testede spegepølser er så fede, at de ikke bør indgå i hverdagskosten. Det viser en test, som Suhrs Videncenter har lavet for 24timer.
"Kalorieindholdet på de fedeste spegepølser er ikke meget anderledes end i chokolade, og det er jo frygteligt," siger Michael René, der er levnedsmiddelkandidat på Suhrs Videncenter til avisen.
De danske myndigheder anbefaler, at der maksimalt må være 10 procent fedt i pålæg. Men det kan syv ud af otte spegepølser altså ikke leve op til, viser testen.
"Man behøver ikke at afholde sig fuldstændig fra at spise spegepølse, for der er også gode proteiner i, men de fedeste bør man ikke spise hver dag," siger Michael René.
Testens fedeste er Salami - den originale, der indeholder 45 procent fedt. Det får dog ikke 3-stjernet til at ville skære ned på fedtet i salamien, fortæller administrerende direktør Keld Lyng.
"Salamien har altid har haft en høj fedtprocent. Gennem tiden har vi faktisk sat fedtindholdet ned fra 55 til 45 procent. Vi har en loyal forbrugerskare, der ikke ønsker, at vi ændrer salamien," lyder det fra Keld Lyng.