– Den bedste titel af dem alle. Morfar.
Sådan lyder det fra Hans Nielsen i et opslag på Facebook, hvor han holder en nyfødt pige i sine arme.
Det med titler kender han om nogen til efter en lang periode som verdens bedste speedwaykører, der rev pokaler til sig som var det gær under en generalstrejke.
Det er datteren Daisy, der har føjet den nye titel til sportslegendens CV. Hun blev for lidt over en uge siden mor til en lille pige, der har fået navnet Alma.
Daisy Nielsen var i mange år golfspiller på eliteniveau, hun danner i dag par med landstræner i netop golf, David Dickmeiss.
Hans Nielsen er med 22 verdensmesterskaber den mest vindende speedwaykører nogensinde. Han er blevet 66 år.