Sagen drejer sig om et tyveri af et af byskiltene i den nordjyske by Terndrup, oplyser politiet i Nordjylland.
Søndag eftermiddag savede tre yngre mænd byskiltet af med en nedstryger, men det blev set af et vidne, der undrede sig over det.
Vedkommende så de tre mænd putte skiltet ind i en sort personbil, og politiet blev kontaktet.
- Bilen og ejeren blev senere fundet af en patrulje, og de tre unge mænd blev identificeret. Byskiltet blev udleveret til patruljen, fortæller Nordjyllands Politi i dag.
Det er ikke oplyst hvad de tre skulle bruge skiltet til, men nu venter der formentlig en regning for et nyt skilt, og den slags er ikke helt billigt.