Danmark er klar med sanktioner mod Rusland efter giftangreb mod en tidligere russisk spion og hans datter i Storbritannien.
Udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) vil på et pressemøde klokken 15 oplyse om Danmarks sanktioner.
Det formodede giftangreb mod en tidligere russisk spion har kastet EU og Rusland ud i en diplomatisk krise.
Sagens kerne er nervegassen Novichok, som angiveligt blev anvendt i et angreb mod en tidligere russisk spion, Sergej Skripal og hans 33-årige datter, i begyndelsen af marts.
Briterne antager, at det er Rusland, som står bag angrebet med nervegiften.
Der er flere grunde til, at det sandsynligvis hænger sådan sammen, siger specialkonsulent Jan Steen Jensen fra Beredskabsstyrelsen.
- Man kan med relativ stor sikkerhed sige, at det er et stof af den type, der var inkluderet i Novichok-programmet, siger han.
- Og Rusland er det eneste sted i verden, hvor man har arbejdet med Novichok, siger han.
Det var russisk militær, som i 1970'erne og 1980'erne udviklede nervegiften.
Novichok er dødelig selv i små mængder.
- Fælles for de forskellige typer er, at der kun skal få milligram til, før en person bliver syg af stoffet, og en lille smule mere til, før man kan dø af det, siger Jan Steen Jensen.
Nervegiften er ifølge specialkonsulenten ikke tidligere set kopieret af andre statsmagter eller kriminelle organisationer.
Ikke fordi det ikke rent kemisk kan lade sig gøre. Men fordi man ganske enkelt ikke kender "opskriften".
- En meget stor kriminel organisation, der har masser af ressourcer og kemikere bag sig, kan lave de samme ting, som en stat kan.
- Men man skal vide, hvad man skal udvikle. Og da der stadig ikke har været åbenhed om, hvilke strukturer og syntese-veje der ligger bag stoffet, så vil det blive baseret på gætværk, siger Jan Steen Jensen.
Storbritannien har ifølge specialkonsulenten indvilget i at lade Organisationen for Forbud mod Kemiske Våben analysere stoffet.
Det var den samme mellemstatslige organisation, der stod bag aftalen om at fjerne kemiske våben fra Syrien. En opgave, som to danske skibe medvirkede til at udføre.
/ritzau/