I dag benytter tæt ved ni ud af 10 husstande sparepærer, og det er godt for både elregning og CO2 udslip.
Men hvad mange danskere ikke ved er, at elsparepærerne skal afleveres på genbrugspladsen, da de indeholder en lille smule kviksølv.
"Vores vurdering er, at halvdelen af danskerne ved, at de skal aflevere sparepærer på genbrugspladsen. Men halvdelen ved det ikke. Og af dem, der ved det, er det ikke alle, der gør det," siger sekretariatschef i Lyskildebranchens WEEE Forening, Jan Bielefedt, til Nyhedsbureauet Newspaq.
For at undgå sparepærer i papirkurven kører brancheforeningen, der står for indsamling og genanvendelse af brugte sparepærer, i øjeblikket en kampagne, som skal få danskerne til at huske at aflevere pærerne til genbrug.
"Nu får vi lige under 50 procent af de brugte lyskilder retur. Målet for denne kampagne er at øge tallet til 60 til 70 procent," siger Jan Bielefeldt, der peger på Sverige som forgangsland.
Her indsamles mellem 70 og 80 procent af alle elsparepærer.
Skal man aflevere sine elsparepærer miljømæssigt, slipper man ikke for en tur forbi den kommunale genbrugsplads, medmindre man bor i en kommune som f.eks. København, der indsamler farligt affald ved bopælen.
Jan Bielefeldt afviser, at man kan indsamle sparepærer på samme måde, som man i dag indsamler batterier - i små beholdere placeret rundt omkring på gader og stræder.
"I modsætning til batterier, som er hårde, går pærerne let i stykker. Desuden er det vores erfaring, at der bliver smidt en masse andet affald ned i beholderne, som vil ødelægge pærerne," siger Jan Bielefeldt.
Der er normalt 1-5 milligram kviksølv i en A-pære, hvorimod der ikke er kviksølv i en almindelig glødepære. Ifølge Jan Bielefeldt er det endnu ikke teknisk muligt at producere en sparepære uden, at den indeholder kviksølv.
En sparepære kan holde i seks år og bruger kun en femtedel af den strøm, som en glødepære bruger.
-Newspaq