Nationalmuseet fyrer 34 ansatte - lukker udstilling
De ansatte på Nationalmuseet i København må sige farvel til 24 kollegaer. Foto: PR
Nationalmuseet har skullet fyre ansatte, fordi det skal spare penge og modtager færre støttekroner.

34 ansatte på Nationalmuseet har torsdag fået en fyreseddel som led i en sparerunde.

Derudover har otte ansatte valgt at takke ja til en frivillige aftrædelse. Det oplyser museet i en pressemeddelelse.

Tre af de ansatte, som ikke kan beholde deres nuværende job, har fået tilbudt en ansættelse på deltid.

Nationalmuseet varslede i slutningen af august, at det skulle fyre 35-40 ansatte.

Det skyldes faldende bevillinger og et statsligt sparekrav - også kendt som omprioriteringsbidraget.

Det tvinger statslige institutioner til at spare to procent af udgifterne om året.

Nationalmuseet har via besparelser på driften kunnet dække omkring halvdelen af underskuddet frem til 2021, men det har også været nødvendigt at skære ned på antallet af ansatte.

Nationalmuseets direktør, Rane Willerslev, er ked af, at 34 har fået en fyreseddel.

- Heldigvis er det lykkedes at finde besparelser på driften, som har nedbragt antallet af afskedigelser.

- Og jeg har tillid til, at vi har skabt et stabilt fundament for udviklingen af museet over de kommende år, siger han i en pressemeddelelse.

Ud over at skære ned i medarbejderstaben har Nationalmuseet for at spare penge valgt at lukke udstillingen Brede Værk ved Lyngby i Nordsjælland.

Den har de seneste år haft faldende besøgstal, og som følge af Nationalmuseets pressede økonomi bliver den lukket.

Desuden bliver Nationalmuseets møntsamling ikke genåbnet som en selvstændig udstilling. Den har været lukket siden 2014.

Nationalmuseet omfatter samlet 20 museer, slotte og besøgssteder i hele Danmark og har samlet 700 ansatte.

Museets budget er i år på 378,3 millioner kroner. Det statslige tilskud udgør 211,4 millioner kroner.

Resten af pengene kommer blandt andet fra billetter og salg i butikker.

/ritzau/

/ritzau/