Fyringer, nedskæringer og indskrænkninger. Vi har den seneste tid hørt massevis af historier om, hvordan kommunerne er tvunget til skære i budgetterne for at få økonomien til at hænge sammen. Blandt de områder, der holder for, er daginstitutionerne, og det har fået pædagogerne på barrikaderne.
"Der er meget store frustrationer og meget vrede rundt omkring," fortæller formanden for pædagogernes forbund, BUPL, Henning Pedersen til Newspaq.
I flere kommuner planlægger pædagogerne demonstrationer og høringer, og et par steder har besparelserne ført til arbejdsnedlæggelser. Pædagoger og medhjælpere strejkede i Solrød i går, og i dag var turen kommet til Dragør.
Henning Pedersen fortæller, at man flere steder oplever besparelser på mere end fem procent på budgettet for institutionsområdet.
"Så store besparelser kan man ikke bare klare ved skære lidt i åbningstiderne. Det vil føre til afskedigelser," siger han.
I nogle kommuner er der da også allerede varslet afskedigelser for at få enderne til at mødes. Problemet er ifølge Henning Pedersen, at selv de stramme budgetter, som kommer i hus i disse uger rundt om i landet, ikke nødvendigvis holder. Han forudser, at det kan blive nødvendigt at skære yderligere ned midt i budgetperioden, som vi også har set i år.
"Der er ingen tvivl om, at kommunerne ikke har syntes, at det har her har været spændende. Men de har haft håndjern på og stået i en særdeles ubehagelig situation på grund af de økonomiske rammer, der er blevet udstukket fra regeringen," siger Henning Pedersen.
I modsætning til mange andre gange er der derimod ro i den københavnske pædagogverden. LFS, der organiserer det kommunalt ansatte pædagogiske personale i hovedstaden, melder om fred og ro, og det skyldes ifølge næstformand Jan Hoby, at det budgetforlig, der kom i hus i hovedstaden, trods besparelser var bedre, end det er set i flere år.