Efter fusionen Sparbank nedlægger Spar Nord 100 stillinger. Jobbene nedlægges i både filialer og bankens hovedsæde, oplyser Spar Nord.
Samtidig skærper Spar Nord sin strategi for at tage højde for et dansk bankmarked med fortsat lav aktivitet og vækst.
- De beslutninger, vi fører ud i livet i dag, handler grundlæggende om at øge fokus på det, vi er bedst til, nemlig at drive en lokalt forankret og engageret bank med entydigt fokus på helt almindelige privatkunder og lokalområdets virksomheder.
- Det har vi vurderet, at vi fremover kan gøre med et slankere og mindre kompliceret setup i hovedsædet og supportfunktionerne, siger administrerende direktør i Spar Nord Lasse Nyby.
Spar Nord har tilbudt medarbejderne et frivilligt fratrædelsesprogram, der sammen med naturlig afgang og nedlæggelse af ledige stillinger vil gøre, at det samlede antal fyringer kan reduceres.
De gennemførte tiltag betyder, at bankens fremtidige lønomkostninger falder med omkring 100 millioner kroner.
Efter slankekuren er der cirka 1500 medarbejdere tilbage i Spar Nord, de skal betjene flere end 320.000 kunder i de 90 filialer over hele landet
Spar Nord er blandt de største banker i Danmark. Banken har gennem finanskrisen hvert år leveret trecifrede millionoverskud og landede i 2011 et overskud før skat på 345 millioner kroner. Spar Nord ejes af flere end 125.000 aktionærer.
/ritzau/