En erhvervskunde i banken Spar Nord har efter en svindelsag måttet dreje nøglen om, og det efterlader et hul på 45 millioner kroner hos Spar Nord.
Det oplyser banken til fondsbørsen tirsdag.
Tabet får banken til at nedjustere forventningerne til årets resultat efter skat fra en milliard kroner til 920 millioner kroner.
Præcis hvordan resultatet ser ud, vil stå klart, når bankens regnskab fremlægges 7. februar.
Spar Nord-aktion falder med cirka to procent.
Mandag kom det frem, at en direktør og ejer i kornhandelsvirksomheden BMG A/S angiveligt har snydt for millioner.
Det fik selskabet til at dreje nøglen om og politianmelde direktøren. Det rammer nu Spar Nord.
Virksomheden har base i Randers. Herfra har Søren Blach, der er den anden af selskabets ejere, i en mail til sine kunder og i en pressemeddelelse oplyst om forholdene.
Kommunikationsdirektør i Spar Nord Ole Madsen fortæller til Ritzau Finans, at banken ikke kunne have gjort noget for at opdage uregelmæssighederne tidligere.
- Hvis det er svindel, så er det noget, der er utroligt svært at dæmme op for. Man modtager jo en finansiel rapportering fra selskabet, og man er ikke fysisk ude og tælle varelageret op hver uge for at kontrollere, at det er, som det bliver oplyst, siger Ole Madsen.
- Der er ikke noget, der tyder på, at den her sag ikke har været håndteret efter vores bevillingsprincipper, og den daglige håndtering har også været, som den skal være.
/ritzau/