FC Barcelona får høvl af de spanske medier, efter at holdet tirsdag aften så den ultimative nedtur i øjnene.
Det stjernespækkede spanske mandskab tabte Champions League-semifinalen med 0-4 til Liverpool, der går videre til finalen med en samlet sejr på 4-3, mens Barcelona-spillerne med bøjede hoveder må forlade turneringen.
Sportsmediet Sport skriver på forsiden "Historiens største latterliggørelse" og uddyber sin kritik.
- Skam. Der er ikke andre ord til bedre at beskrive den største fadæse i Barcelonas historie. Ydmygelsen på Anfield overgår på alle måder brøleren mod Roma sidste år.
- I dag græder Barcelona-hjerter over hele verden. I vrede. I afmagt. Intet i løbet af det seneste århundrede kan måle sig med kampen på Anfield.
Avisen Marca sammenligner også tirsdagens resultat med sidste års nedtur for Barcelona i Champions League-kvartfinalen, hvor holdet tabte med 0-3 til Roma efter at have vundet det første opgør 4-1.
- Men dette vil helt sikkert gøre endnu mere ondt. Det var en historisk fiasko fra top til bund, skriver avisen.
- Barcelona var en skygge af sig selv. Den nervøse start var synlig ved det ukarakteristiske spil med at sparke lange bolde i stedet for at spille den op bagfra gennem midten og i angrebet, står der.
Det lokale medie Don Balón lader især utilfredsheden gå ud over Lionel Messi og Barcelona-træner Ernesto Valverde.
- Ubeskriveligt. Der er ingen ord. Mindet fra Rom var stadig friskt, men nu skete det samme igen, bare værre. Messi leverede ikke.
- Ernesto Valverde går også en kompliceret fremtid i møde. Hans form for fodbold passer ikke til Barcelona-filosofien. Fansene kan ikke lide ham, og stjernerne respekterer ham ikke, skriver mediet.
/ritzau/