Verdensetteren Garbiñe Muguruza fik kun en enkelt kamp ved WTA-turneringen China Open i Beijing.
Den spanske tennisspiller måtte opgive at fuldføre sin kamp mod tjekken Barbara Strycova i første runde.
Garbiñe Muguruza, der i sommer vandt Wimbledon, var bagud 1-6, 0-2, da hun måtte trække sig fra kampen.
Kvindernes tennisorganisation, WTA, meddeler på Twitter, at spanieren måtte trække sig på grund af sygdom.
Garbiñe Muguruza skulle - såfremt seedningerne holdt - have mødt Caroline Wozniacki i kvartfinalen.
Danskeren spiller senere mandag i anden runde mod russeren Anastasia Pavlyuchenkova.
Også US Open-vinderen Sloane Stephens er færdig i Beijing.
Amerikaneren tabte hele 3-6, 0-6 til landsmanden Christina McHale.
Det er anden uge i træk, at Sloane Stephens ryger ud i første runde. Det samme skete for hende i sidste uge ved Wuhan Open.
/ritzau/