En spansk soldat og hans russiske kæreste er anholdt for at have lagt videoer på nettet, der hylder islamistisk ekstremisme og terrorangreb mod Spanien. Det skriver CNN.
Soldaten, Christian Peso Ruiz Coello, og kæresten, Maria Choubina, er begge 23 år gamle og praktiserende muslimer. De blev arresteret i Granada i det sydlige Spanien.
Politiet kom allerede på sagen tilbage i juni, hvor de opdagede internetvideoer, der opfordrede til hellig krig og terrorangreb mod især Granada i Spanien.
De to anholdte har lagt 11 radikale videoer på nettet, som efterfølgende er blevet set 2007 gange. Samtidig har de haft online-kontakt med 200 personer i både Europa og Mellemøsten, der er tilhængere af "international jihad", oplyser det spanske indenrigsministerium ifølge CNN.