Der blev talt med store bogstaver på et pressemøde i Madrid onsdag. Spaniens landstræner, Luis Aragones, så frem mod EM-kvalifikationskampen mod Danmark på Real Madrids hjemmebane Bernabeu om ni dage.
- Vi har ikke andet valg end at vinde, sagde Aragones til de fremmødte journalister, og tilføjede, at alt andet end sejr ville være katastrofalt for spanierne:
- Man kan ikke sige, at vi vinker farvel til EM, hvis vi ikke vinder, for vi kaster aldrig håndklædet i ringen. Men det vil være ødelæggende, et virkeligt hårdt slag, sagde landstræneren.
Spanien ligger på en skuffende femteplads i gruppe F, ni point efter Sverige på førstepladsen og fire efter Danmark, som ligger nummer to.
Efter kampen mod Danmark den 24. marts er Spanien igen i ilden om onsdagen, hvor de tager i mod Island på Mallorca.
Mens Morten Olsen udtog sin trup onsdag eftermiddag, så offentliggør Aragones først sine udvalgte fredag.