En talsmand for det spanske hof bekræfter, at ekskong Juan Carlos har befundet sig i De Forenede Arabiske Emirater siden 3. august.
Talsmanden bekræfter dermed en oplysning fra tidligere mandag fra det nationale tv, TVE.
Juan Carlos er under beskyldning for ulovligt at have modtaget over 600 millioner kroner i bestikkelse fra Saudi-Arabien i forbindelse med en toghandel.
I en erklæring 3. august fortalte han, at han ville forlade Spanien på ubestemt tid.
På spørgsmålet, om TVE's rapport var korrekt, svarer hoffets talsmand:
- Det er, hvad kong Juan Carlos har fortalt os.
Affæren har skabt store furore i Spanien med krav fra mange om, at ekskongen udleveres, så han kan blive stillet for retten.
Hans forsvinden har vakt stor forundring. Mange betegner det som en slags flugt.
Avisen ABC var 7. august inde på samme spor. Her hed det, at ekskongen blev samlet op af et jetfly, der uanmeldt landede i Vigo i det nordvestlige Spanien.
Flyet var på vej fra Paris til Abu Dhabi i De Forenede Arabiske Emirater.,
/ritzau/