Formanden for Spaniens Fodboldforbund, Angel Maria Villar, går efter posten som præsident i Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa).
Den 66-årige spanier er den tredje kandidat til præsidentvalget i Uefa, der afholdes 14. september.
I forvejen har formændene for fodboldforbundene i Holland og Slovenien, Michael van Praag og Aleksander Ceferin, tilkendegivet, at de stiller op til efteråret, når der skal stemmes i Athen.
Præsidentposten i Uefa er blevet ledig, efter at Michel Platini sidste år havnede i problemer.
Det kom frem, at Platini i 2011 modtog en mistænkelig pengeoverførsel på to millioner schweizerfranc fra den tidligere præsident i Det Internationale Fodboldforbund (Fifa), Sepp Blatter.
Platini blev senere suspenderet fra at deltage i alle fodboldaktiviteter.
/ritzau/