Ifølge den spanske liga er flere tidligere og nuværende spanske fodboldspillere blevet anholdt i en undersøgelse af mulig matchfixing.
Anholdelserne fandt sted tirsdag og er et led i en større efterforskning af matchfixing i spansk fodbold.
Ifølge spanske medier er spillerne mistænkt for at være involveret i at fixe kampe i de to bedste spanske fodboldrækker.
Den spanske avis El Pais skriver, at den tidligere Real Madrid-spiller Raul Bravo er en af de anholdte.
Spansk politi bekræfter over for AFP, at der er en efterforskning i gang, men vil på nuværende tidspunkt ikke komme med yderligere detaljer.
- Politiets aktioner sker, efter at der har været anklager om mulig matchfixing i en kamp i La Liga i maj 2018, siger en talsmand fra den bedste spanske række, La Liga.
Det oplyses desuden, at La Liga har bedt politiet undersøge yderligere otte kampe for mulig matchfixing.
Det drejer sig om kampe, der enten er spillet i de lavere spanske rækker samt internationale venskabskampe. Kampene er alle spillet i løbet af 2018/19-sæsonen.
Derudover skal 18 kampe i lavere divisioner undersøges for, om spillere har satset penge på kampe i deres egne turneringer.
- Vi takker politiet for det ekstraordinære arbejde, som er gjort for at optrevle, hvad der ser ud til at være en organiseret kriminel gruppe, der forsøger at tjene penge på svindel med fodboldkampe, lyder det fra La Liga.
/ritzau/