Michael Laudrups Swansea-mandskab fik fortjent det ene point, da waliserne lørdag havde besøg af Chelsea i Premier League.
1-1 sluttede kampen, efter at hjemmeholdets Pablo Hernandez udlignede kort før tid mod de forsvarende Champions League-mestre, som ikke imponerede.
Med det ene point forpassede Chelsea også muligheden for at tilbageerobre førstepladsen i Premier League. Den sidder Manchester United på efter at have slået Arsenal 2-1 på Old Trafford tidligere lørdag.
Chelsea spillede ikke godt, og holdets spil led meget under, at den spanske playmaker Juan Mata var blevet sorteret fra til opgøret - formentlig for at spare ham til næste uges vigtige Champions League-kamp mod ukrainske Shakhtar Donetsk.
Mata har de seneste uger været flyvende for Chelsea med masser af mål og vigtige afleveringer, og uden spanierens kreativitet havde Chelsea svært ved at blive rigtig farlige.
På den centrale midtbane rykkede spanieren Oriol Romeu og nigerianeren John Obi Mikel ikke meget offensivt.
Derfor var det ikke overraskende, at Chelsea-manager Roberto Di Matteo i pausen hev Romeu ud og erstattede ham med brasilianske Ramires, som er langt bedre rent offensivt.
Angriberen Victor Moses mangler endnu at vise, hvorfor Chelsea har hentet ham i Wigan, og han sprudlede bestemt heller ikke mod Swansea.
Til gengæld stod han det rigtige sted i forbindelse med et hjørnespark, og Moses' hoved fik sendt bolden i mål til 1-0-føring for gæsterne.
Længe så det ud til, at Chelsea ville holde sejren hjem, men Swansea gav aldrig op, og Pablo Hernandez afsluttede ganske flot, da han fik muligheden i slutfasen.
Med 12 point for 10 kampe er Swansea dermed placeret solidt i midterfeltet, mens Chelsea er et point efter Manchester United, som topper med 24 point.
Tottenham tabte vigtige skridt i toppen, da holdet på hjemmebane tabte 0-1 til Wigan. Tottenham har fortsat 17 point.
/ritzau/