Det ser sort ud for Spaniens økonomi, der er hårdt ramt af finanskrisen. Alene i sidste måned mistede 199.000 spaniere deres job, og det svarer til en stigning i ledighedstallet på seks procent.
Fra at have været en af Europas hurtigst voksende økonomier, er det især finanskrisens effekter på landets bolig-og byggesektorer, der har sat en brat stopper for fremgangen.
"Vi er stadig stærkt påvirket af finanskrisen, et faldende forbrug samt problemer med at skaffe likviditet," siger Spaniens beskæftigelsesminister, Maravillas Rojo til BBC.
Inden for det sidste år er antallet af ledige steget med over en million, og med en arbejdsløshedsprocent på 14,4 er Spanien nu klart det land i Europa med den højeste ledighed.
Ifølge Europakommissionens beregninger ser den nærmeste fremtid heller ikke meget lysere ud for det sydeuropæiske land. Ledighedstallet forventes i 2010 at være steget til 16,1 procent, og i 2011 ser det ud til at komme helt op på 18,7 procent.