Spaniens kong Felipe VI og dronning Letizia har søndag suspenderet deres besøg i Valencia-regionen, der er blevet ramt af dødelige oversvømmelser.
Det rapporterer spansk tv ifølge nyhedsbureauet AFP.
Det sker, efter et besøg i byen Paiporta blev afbrudt, da der blev kastet mudder efter kongeparret, ifølge AFP-journalister på stedet.
Kong Felipe VI og dronning Letizia blev ramt i ansigtet og på tøjet af mudder, mens de forsøgte at tale med vrede lokale, der blandt andet råbte "mordere" til de repræsentanter, der ledsagede kongeparret.
Det så ud til, at vreden primært var rettet mod premierminister Pedro Sánchez og den regionale leder i Valencia, Carlos Mazón.
- Træd tilbage, Mazón, råbte nogle.
Politikerne forlod hurtigt stedet, men kongeparret blev på stedet i omkring en time.
Kongeparret skulle desuden have besøgt byen Chiva, som også har været hårdt ramt af oversvømmelser ifølge AFP.
Det fremgår ikke, om urolighederne er årsag til, at kongeparret suspenderer besøget.
Dødstallet er søndag nået op på 217 - næsten alle i Valencia-regionen. 60 af dem er registreret i Paiporta, der ligger i regionen, skriver Reuters.
Søndag advarer det spanske meteorologiske agentur om ny regn i området omkring Valencia.
Flere i Spanien har udtrykt kritik af myndighederne. Særligt er kritikken gået på, at folk ikke blev advaret i tide.
Dertil mener flere ramte indbyggere, at responsen på katastrofen er gået for langsomt.
Ifølge Reuters er der tale om Europas værste oversvømmelsesrelaterede katastrofe siden 1967, hvor omkring 500 personer mistede livet i oversvømmelser i Portugal.
Man skal samtidig flere årtier tilbage for at finde et lignende europæisk tilfælde, hvor så mange er døde i oversvømmelser i et enkelt land.
I 1970 i Rumænien blev 209 mennesker dræbt i oversvømmelser.
Lørdag blev der sendt yderligere 10.000 soldater og politifolk til Valencia-regionen.
Det sagde premierministeren i en tale på spansk tv.
- Det er den største operation af de væbnede styrker i Spanien i fredstid.
- Regeringen vil mobilisere alle de nødvendige ressourcer, så længe der er behov for dem, sagde Sánchez ifølge Reuters.
Det er flere dage siden, at et uvejr med kraftig regn ramte det sydlige og østlige Spanien og førte til oversvømmelser.
Siden er dødstallet steget løbende.
Redningsfolk forsøger fortsat at nå frem til områder, som vandet har afskåret fra omverdenen.
/ritzau/