Spanien vandt søndag aften velfortjent EM-finalen 1-0 over Tyskland og kan dermed kalde sig Europamestre.
Sejren gør en ende på en ørkenvandring af kaliber for de spanske fodboldtilhængere, der for første gang i 44 år kunne se en spansk landsholdsspiller løfte et trofæ.
Det var ellers tyskerne, der startede bedst i Wien. Men langsomt åd Spanien sig via midtbanen ind i kampen og fik overtaget.
Og efter en halv times tid kunne Torres, der forinden havde haft et hovedstød på stolpen, bringe Spanien foran i en situation, hvor hverken Lahm eller Lehmann tog sig alt for godt ud.
Tyskland op i gear
Efter pausen fik tyskerne langt bedre fat og lagde et massivt pres på spanierne.
Kampen kom op i et højere tempo, og der var gode muligheder i begge ender af banen, men med et dominerende spansk hold, der havde havde de største chancer.
Dermed var EM-sejren også fortjent for Spanien, der i så mange år har tørstet efter en titel til landsholdet.