Organisationen bag den spanske hovedstad, Madrids, bestræbelser på at blive OL-vært fortsætter arbejdet, selv om den dybe økonomiske krise i Spanien hiver og flår i budgetterne.
Madrid lægger billet ind på at blive OL-vært i 2020, og organisationen Madrid 2020 tror selv på, at Madrid trods de nuværende problemer nok skal klare opgaven, hvis valget falder på byen.
- Vi vil kun bygge, hvad der er absolut nødvendigt. Det vil generere goder for vore borgere fremover, siger Victor Sanchez, chef for Madrid 2020.
- Der er kun behov for, at vi bygger fire arenaer, og deres fremtidige brug er garanteret, tilføjer han.
Det ventes, at Den Internationale Olympiske Komite (IOC) på sit møde i Buenos Aires den 7. september 2013 vil beslutte, hvor OL i 2020 skal afholdes.
Foruden Madrid lægger også Istanbul og Tokyo billet ind på værtsskabet om otte år.
Ana Botella er borgmester i Madrid. Hun erkender, at IOC i givet fald må acceptere, at Spaniens økonomiske problemer vil lægge en dæmper på investeringerne forud for et eventuelt OL i hovedstaden.
Dog siger hun også, at flere end 100 spanske virksomheder har vist interesse for Madrid 2020's planer, hvilket ifølge borgmesteren understreger, at planen har opbakning fra det private erhvervsliv.
/ritzau/dpa