Endelig, vil mange sikkert mene.
Spaniens regering vedtog torsdag et nyt sæt love, som bringer landet ajour med det meste af verden i bekæmpelsen af doping.
Kampen mod doping i sport har længe været anset for at være på et meget lavt niveau i Spanien. Da Madrid kæmpede for at blive OL-vært i 2016, var det øjensynligt en af grundene til, at spanierne blev vraget i det valg.
Det samme må ikke ske for Madrids drøm om at få OL i 2020.
Derfor har regeringen i Madrid torsdag vedtaget en ny og strammere lovgivning.
Straffene bliver hårdere, bøderne bliver højere, og der bliver mulighed for at give karantæner på livstid for dopingforseelser.
Spanien er med andre ord kommet på det niveau, som det internationale antidopingagentur, Wada, anbefaler.
- Det er noget, som man har ønsket internationalt, og det bringer vores lov på niveau med de seneste beslutninger i wada-kodekset, siger Antonio Roman, talsmand for Spaniens regeringsparti.
Beslutningen betyder også, at Spanien etablerer et selvstændigt organ, som skal afløse Spaniens nuværende antidopingagentur.
Spanierne håber, at torsdagens beslutning vil ændre verdens opfattelse af, at landet er en slags fristed for dopingsyndere.
Den seneste byggesten til det indtryk kom, da dommeren i sagen mod lægen Eufemiano Fuentes besluttede, at de mange blodposer, som blev beslaglagt i forbindelse med en razzia hos lægen i 2006, skal destrueres.
Madrid kæmper med Istanbul og Tokyo om at blive vært for OL i 2020. Tokyo anses for den store favorit med Istanbul som den farligste konkurrent. Afgørelsen falder på en kongres i den internationale olympiske komité til september.
/ritzau/