Mens de danske landsholdsspillere i fodbold skal spille venskabskamp mod Slovakiet i Odense, må Spaniens spillere på en helt anderledes tur for at få overstået deres venskabskamp i midtugen.
Omkring 13.000 kilometer må de spanske stjerner rejse for at spille mod verdens 134. bedste landshold - ifølge det internationale fodboldforbunds verdensrangliste - og dermed er spillerne ikke tilbage før torsdag. Kun to dage inden den spanske liga går i gang.
Og det irriterer både medier og spillere. Den normalvis diplomatiske Andrés Iniesta er irriteret.
- Det bliver ikke nogen behagelig kamp for os - for at sige det mildt, siger Iniesta ifølge nyhedsbureauet dpa.
Siden Barcelona-spilleren scorede det afgørende mål i VM-finalen 2010, har det spanske fodboldforbund tjent gode penge på venskabskampe, og kampen onsdag er den femte venskabskamp på den anden side af Atlanten siden 2010.
Den catalanske avis Sport skriver, at kampen mod Puerto Rico "ikke er god for noget", mens radiostationen RAC-1 betegner den som "fjollet og meningsløs".
De spanske landsholdsspillere fra La Liga har et tæt program med både klub- og landshold - særligt efter sejre i tre slutrunder i træk. Nacho Monreal fra Málaga er eksempelvis den eneste spiller i truppen mod Puerto Rico, som ikke var med, da Spanien vandt EM-slutrunden.
Til gengæld er hverken Xavi, Carles Puyol eller tilbagevendte David Villa fra FC Barcelona med. Det samme gælder Javi Martinez, Juan Mata og Jordi Alba, som alle spillede med i OL-turneringen efter EM.
/ritzau/