Danmark har kniven på struben før kampen mod Spanien lørdag, men det samme har Spanien, som med et nederlag stort set er hægtet af kampen om EM-billetter.
Derfor vælger den spanske landstræner Luis Aragonés formentlig at afvige fra sit sædvanlige 4-4-2-system for at styrke midtbanen. Her bliver der ifølge spanske medier plads til Arsenal-spilleren Cesc Fabregas, som har nået nye højder i denne sæson.
Det betyder så samtidig, at Liverpools Fernando Torres bliver eneste angriber, bakket op af Barcelonas Andrés Iniesta.
De spanske spillere lander torsdag aften i Tirstrup Lufthavn, men kommer først på græs i Danmark fredag, hvor de efter planen træner på Viby Stadion i Århus klokken 10.30 og igen på NRGi Park i Århus klokken 20.
Afklaret træner
Den spanske veterantræner Luis Aragonés har måttet finde sig i at blive angrebet fra alle sider for sin stædige personlighed, som blandt andet har betydet, at Real Madrid-legenden Raúl Gonzáles end ikke er med i truppen. Et nederlag lørdag vil kaste en ordentlig stabel brænde på bålet. Men presset påvirker ikke den 69-årige Aragonés. Tværtimod.
- Nej, nej. Det eksterne pres motiverer mig kun. Jeg ved, hvordan jeg spiller, og at jeg bør være mere afklaret og klarsynet end nogensinde. Det er en af de fordele, som kommer med erfaringen, siger Aragonés inden afrejsen mod Århus.
Forventet startopstilling:
Casillas – Ramos, Albiol. Marchena, Capdevila – Joaquín, Fabregas, Xavi, Albelda, Iniesta – Torres