Der blev spillet landskampe over hele Europa i går. Og alle andre steder end i København fik holdene lov at spille færdig: I Danmarks gruppe F vandt Spanien over Letland med 2-0, mens Liechtenstein meget overraskende hentede 1-1 på Island. I de andre grupper var der ikke de store overraskelser.
Gruppe A og B
De tre tophold i gruppe A, Polen, Portugal og Serbien, tog hver især tre point på udebane.
I gruppe B slog Frankrig Ukraine med 2-0, mens Italien lidet imponerende vandt 2-1 over Færøerne i Thorshavn. De to store fodboldnationer ligger i toppen af gruppen, men stillingen er ganske tæt, og både Skotland og Ukraine kan nå at drille de to tophold.
Gruppe C og D
I gruppe C ligger det til Grækenland og Tyrkiet. Grækerne vandt hjemme 2-0 over Ungarn, mens Tyrkiet overraskende tabte ude mod Bosnien. Norge er efter 4-0 over Malta kun tre point efter tyrkernes andenplads.
Også gruppe D bød på en enkelt overraskelse, da de to tophold Tyskland (mod San Marino) og Tjekkiet (mod Wales) skulle forsvare førerpositionen. Og nej: Det var ikke Tyskland, der snublede mod San Marino, som blev slået 6-0. Det var tjekkerne, der ikke levede op til favoritværdigheden, da de kun fik 0-0 i Wales.
Gruppe E og G
Kroatien fører gruppe E foran Rusland og Israel. Alle tre vandt deres kampe i går, mens England først skal i kamp på onsdag mod Estland.
Gruppe G er et kapløb mellem Rumænien, Bulgarien og Holland. De to førstnævnte vandt deres kampe i går, mens de orange fra Holland først spiller onsdag.