Spaniens fodboldherrer fortsætter deres gode stime af kampe i EM-kvalifikationen.
Mandag tog de deres fjerde sejr i lige så mange forsøg, da Sverige på Santiago Bernabeu i Madrid blev besejret 3-0.
Resultatet betyder, at Spanien fører kvalifikationsgruppe F med 12 point, hvilket er fem mere end Sverige og Rumænien på anden- og tredjepladsen efter fire kampe.
Netop Rumænien bragte sig mandag i spil til den vigtige andenplads i gruppen, da østeuropæerne slog Malta 4-0.
Den sidste kamp i gruppen var et nordisk opgør mellem Færøerne og Norge, hvor sidstnævnte vandt 2-0. Bjørn Johnsen stod for begge nordmændenes mål i kampen mod færingerne, der bliver trænet af Lars Olsen.
Bedømt på chancer burde Spanien have ført med adskillige mål allerede ved pausen.
Det svenske straffesparksfelt var under belejring i store dele af de første 45 minutter, men selv om det blev til flere scoringsmuligheder, så udeblev de helt store chancer.
Bolden lå ganske vist i det svenske mål efter cirka et kvarters spil, men linjedommeren stod med hævet flag efter en klokkeklar offside.
Første halvleg sluttede derfor, som den startede, med 0-0 på måltavlen.
Tendenserne fra første halvleg fortsatte i anden, men efter små 20 minutter fik spanierne prikket hul på målbylden.
Der skulle dog et straffespark til - udløst af at Sebastian Larsson havde pareret et spansk indlæg i feltet med armen - som anfører Sergio Ramos sikkert sparkede i mål.
Scoringen lagde i første omgang en dæmper på hjemmeholdets angrebsiver. Alligevel blev det 2-0, da Alvaro Morata på endnu et spansk straffespark i det 84. minut fordoblede føringen.
Det tog pusten fra svenskerne, der blot et par minutter senere kunne se Real Sociedad-spilleren Mikel Oyarzabal gøre det til 3-0 med en flot afslutning fra kanten af feltet og lukke kampen.
/ritzau/