Det Europæiske Melodi Grand Prix bringer patriotismen frem i mange af deltagerlandene. Bare ikke i Spanien.
Mens Danmarks Radio og danske tilhængere af sangkonkurrencen sandsynligvis kipper med dannebrog under lørdagens finale og håber på en sejr, så skal Spaniens deltager ikke forvente samme form for opbakning.
Bosserne for den statslige spanske tv-station har således opfordret landets deltager til ikke at vinde. Med sejren følger nemlig en forpligtelse til at arrangere konkurrencen det efterfølgende år, og det har TVE ikke råd til.
Pastora Soler, der repræsenterer Spanien på lørdag i Baku med balladen "Quedate Conmigo" (Bliv hos mig, red.), fortæller, at under et møde med direktørerne for TVE spøgte de: "Vil du ikke nok lade være med at vinde".
- Jeg tror ikke, det er det rette øjeblik at vinde Eurovision på. Hverken for Spanien eller spanierne. Jeg tror, det vil være umuligt at stå for konkurrencen næste år, fordi det koster så meget, siger hun.
Den spanske stat fattes penge, og arbejdsløsheden i landet er fortvivlende høj. Den konservative regering har barberet statens forbrug, og samtidig er skatterne sat op for at nedbringe statens budgetunderskud.
Inden 2013 skal underskuddet opfylde EU's grænse på maksimalt 3,0 procent af bruttonationalproduktet. I 2011 udgjorde underskuddet 8,9 procent.
Nedskæringerne omfatter alle områder af samfundet. Også det statslige tv, der er blevet tvunget til at aflyse flere populære programmer, fordi budgettet er skåret.
Så man kan lige forestille sig panikken på finansmarkederne, såfremt Pastora Soler kvidrer sejren hjem på lørdag.
Bookmakerne tror ikke på Spanien. Det britiske spilfirma Ladbroke giver pengene 21 gange igen for en sejr til Pastora Soler. Forøvrigt samme odds som Danmark.
Sverige er storfavorit til odds 2,0 efterfulgt af gangstativerne fra Rusland til odds 5,50.
AFP