Tourens 1. etape er ofte en sprinteretape, men det bliver den næppe i år, hvor den køres i noget af det samme terræn som forårsklassikeren Liège-Bastogne-Liège.
Ifølge Lars Bak vil der ske markant splittelse i finalen af den 198 kilometer lange etape fra Liège til Seraing.
- Det bliver spændende. Det kan være, at en Philippe Gilbert-type kører væk, og så sidder der en gruppe på 20-30 mand efter. Der kommer helt sikkert et hul på den stigning.
- Jeg tror også, at Peter Sagen og Alejandro Valverde vil prøve at byde ind, siger Lars Bak.
Den sidste stigning Côte de Seraing starter 2,4 kilometer fra mål, og den stiger 4,7 procent i gennemsnit. Det lyder måske ikke voldsomt, men der er et par stejle passager undervejs.
- Selv Cadel Evans kunne vinde på Mûr-de-Bretagne sidste år, så han burde måske også være klar til at jagte tid på Bradley Wiggins. Jeg tror i hvert fald, at folk skal være klar i morgen. Den er hård, siger Lars Bak.
Den danske Lotto-Belisol-rytter ved ikke, hvad han selv skal vente af søndagens etape. Det hele kommer an på holdets planer.
Bak ved bare, at han de næste tre uger kommer til at arbejde meget for sprinteren Andre Greipel og klassementhåbet Jurgen Van Den Broeck.
- Det kommer an på, hvad Greipel vil have. Jeg regner da med at komme på arbejde, så må vi se, hvor meget det bliver til.
- Jeg håber, Jurgen Van Den Broeck går på podiet, og jeg håber, at Greipel vinder tre etaper. Det er måske højt sat, men det er mit håb, siger Lars Bak.
/ritzau/