Med filmen ”Befri Willy” fik ikke kun danskere, men mennesker over hele verden et ganske særligt forhold til spækhuggere.
Det stor rovdyr er på den ene side netop et rovdyr, men også ganske elskeligt.
Derfor er der også stor opmærksomhed, hver gang en spækhugger nærmer sig en dansk kyst - og det gælder ikke mindst spækhuggeren, der lige nu ligger på lavt vand ved Haslevgaarde Strand.
Hvalen har ikke rykket sig meget det sidste døgn.
Det ser simpelthen ud til, at spækhuggeren har valgt den danske kyst som stedet, hvor den gerne ender sit liv.
- Den bevæger sig stort set ikke, og der er meget langt mellem udåndingerne, siger Bo Gregersen, direktør i Lille Vildmosecentret, til tv2.dk.
Spækhuggeren ved den jyske kyst er så slap, at det vurderes, den måske er syg.
Derfor gøres der heller ikke noget forsøg på at komme dyret til undsætning og dermed stresse den unødigt.
- Når et stort rovdyr som spækhuggeren her ligger stille, også selvom folk kommer rimelig tæt på, så er den så syg, at den ikke kommer på toppen igen. Den går til, og så lader man naturen gå sin gang, lyder dommen. Og derfor vil det ifølge Bo Gregersen ikke nytte noget at sætte en redningsaktion i gang.
Du kan se mere af det prægtige dyr her.